Songs for Salina er skrevet og komponeret på Fyn 2010-2014 og indspillet i Studio Amore Primitivo på Midtfyn. Produceret af Jens Trapp. Co-produceret af Bjarne Andresen.
Text/musik: Jens Trapp
Benni Nielsen: Vokal, Western guitar, Twang på ‘As I’m Passing By’
Bjarne Andresen: De fleste keyboards og tangenter, slide guitar, harmonika, percussion, kor
Jens Trapp: Guitarer (elektrisk og nylonstrenge), barytonguitar, bas, percussion, lidt stemme hist og pist samt synth & samplinger
Hello Darkness, my old friend
Simon 1967
Tingene er løbet af sporet. Fjendskabet vokset os over hovedet. Hvis det overhovedet var muligt at betragte alt det her udefra, ville det forekomme lynende absurd. Som en skorstensbrand der har raseret huset indefra. Et druknet barn. Det er det selvfølgelig ikke, muligt at betragte det udefra, og den er da heller ikke uventet, denne tingenes tilstand. Det var tydeligt for enhver, hvordan det hele langsomt gled os af hænde. Det var umuligt at dæmme op for. Folk blev mere og mere markerede og forstyrrede. Ingen lyttede til hinanden længere, man bare talte ud i luften; luftede sine egne idiosynkrasier uden hensyn til, hvad andre måtte mene, tænke eller tro, fordi den enkeltes, helt personlige, holdninger og meninger blev så desperat vigtige at få udtrykt, at der slet ikke var plads til refleksion og eftertanke. Ikke plads og tid til at lytte. Andre menneskers tilfældige og mildest talt latterlige holdninger, blev opfattet som forulempende forstyrrelser. Som personlige fornærmelser. Hold nu for fanden da jeres kæft, gjaldede man helt oprørt og opkogt. Til at begynde med i skingre kommentarfelter rundt omkring på nettet, senere ud fra altaner, balkoner, stilladser, ud i luften. Uden retning. Uden mål. På gader og stræder; kampmarker. Bliv mig for helvede fra livet med din forbandede mening. Hør på MIG i stedet for! MIGMIGMIG!
Det bredte sig med lynets hast. Som ringe i vandet. Knap var den første sten kastet, før alle fulgte trop og kastede om sig med sten og mudder, edder og gift. Hele samfundet blev inficeret af splittelsen, ufreden. Af fjendskabet. Det hele faldt fra hinanden og efterlod os alle i et usikkert momentum, hvor ingen kunne vide sig sikker. Det var umuligt at forudsige noget som helst. Det var selve livet, der forekom én så uforudsigeligt. For hvor skulle det her ende henne? Hvornår var det nok? Hvornår var nok nok? Hvornår ville det slutte?
Det slutter ikke. Det er ikke noget, der går over igen. Det er blevet et vilkår. Det er det, der er så forbandet skræmmende. Usikkerhed og skingrende ufred som et grundvilkår! Stejle uforsonlige holdninger hele synsfeltet rundt. Et ingenmandsland af meningsløshed. Ingen ved hvornår kanonerne peger deres vej og man selv ligger dér, skrigende og sprællende i sit eget lort, sit eget blod. Kanonføde for et eller andet obskurt og yderligtgående foretagende.
…
Selv drømte jeg om noget andet. Jeg ville rejse! Ville gerne til New York City. Coney Island. Bare ordene. Navnene. Coney Island! Det stod for mig i et mytisk skær. Et sagnomspundet sted hvor alt kunne lade sig gøre. Hvor evig morskab og sorgløshed var kodeordene. Var det bare The American Dream, der drev gæk med mig? Jeg ved det ikke. Stedets rent auditive kvalitet?! Som et ekko af et populærkulturelt tilstedevær. Lou Reeds fascination af Coney Island på hans coming-of-age-agtige album med netop den titel: Coney Island Baby og hans forhold til den transkønnede Rachel.: ”Oh, my Coney Island baby, now, (I’m a Coney Island baby, now), I’d like to send this one out for Lou and Rachel, and all the kids at P.S. 192” sang og talte Lou Reed og fik både nævnt Rachel og den skole han gik på i Brooklyn. Også Tom Waits og Van Morrison har besunget Coney Island. Coney Island som en tilstand, en måde at være i verden på. “I met her at the Burger King, we fell in love by the soda machine, so we took the car downtown, the kids were hanging out all around, then we went down to Coney Island, on the coaster and around again, and no one’s gonna ever tear us apart, ‘Cause she’s my sweetheart, All right, oh yeah, Oh oh I love her so” sang Joey Ramone. Også han.
For mig var det, på en måde, en udefinerbar længsel efter noget andet. Noget ikke-tilstedeværende og svært håndgribeligt. En hissen og en skrigen helt inde midt i knoglerne, i marven. Og i blodet. En ide om at der var andet end denne hverdag af … ja, af ingenting jo i virkeligheden. Af en tom og dum jagen rundt efter lykke, af bekrigelse og opsplittelse. Følelsen af at det hele var ved at falde fra hinanden. Som en gigantisk tønde der har tabt tøndebåndene og staverne der dirrende står og hvert øjeblik truer med at falde fra hinanden i en syndig og opslidende larm. Så ja, gu’ drømte jeg om noget andet. Om Coney Island. Om at slingre rundt på strandene derude, tage en tur i en af forlystelsesparkerne, on a coaster and around again. Jeg forestillede mig rutsjebanerne vildere og større, end dem jeg i forvejen kendte, at min candyfloss var mere end dobbelt så stor. Gigantisk. At jeg bagefter vandrede New York tynd. Times Square, Central Park. Brooklyn! Åh, at drikke mig sanseløst fuld i Brooklyn og bagefter sove rusen ud på Chelsea Hotel. Chelsea Hotel med sin helt egen kunstfyldte og unikt sagnomspundne mytologi. Mens jeg tog toget hjem, drømte jeg mig væk til alt dette og selvfølgelig faldt jeg i søvn. Jeg vågnede først ad helvede til, på en eller anden udørk af en endestation. Det lykkedes mig ikke at le ad mig selv, selv om guderne skal vide, at jeg forsøgte.
…
Jeg var taget ind til byen den dag, det hele begyndte at tage fart. Holdt mig ellers i mit eget kvarter, hvor jeg trods alt ikke risikerede at løbe ind i en eller anden sindssyg stodder, der ikke kunne lide farven på mine øjne, mit tøj, min hudfarve. Et eller andet, der ville få idioten til at koge over og gå amok. Metroen ind til centrum var kold og badet i et grelt og gennemtrængende blåligt lys. Dybt under jorden fór togstammen af sted, som en gravfærd, slingrende gennem mørke gange. Min ånde var udstanset krystal, rimfrostklar og blank stod den ud i det kolde, indelukkede rum, der allerede varfyldt op med luft, der havde været indåndet og udåndet mange gange før. Om og om og om, igen og igen, og nu fremstod svært angstprovokerende. Uvilkårligt kommer man til at hive efter vejret, og skal man ret meget længere end bare et par stationer, kan man være rimelig sikker på at stige op fra dybet med en tung og altopslidende hovedpine. Der var kun to stop fra mig ind til centrum, så jeg bed det i mig og forsøgte at trække vejret så roligt som muligt. Var da også rimelig klar i hovedet, da jeg steg op ad trapperne fra undergrunden til en bidsk og lumsk vind, der kom hylende som et spand vilde hunde, ned mellem blokkene oppe fra centrum af. Torvet, hvor vi skulle mødes, lå lige rundt om hjørnet. Det er et sted, hvor der som regel er en del folk og alligevel er det let overskueligt. Der burde ikke kunne ske noget uforudset der. Fordi torvet ligger og trykker sig imellem de mange, ramponerede fireetagers ejendomme, der omkranser det, er der læ og der bliver hurtigt varmt på det lille torv, især midt på dagen, når solen står lige ned. Det gjorde der også den dag, selvom den vitterlig ellers var både råkold og utilnærmelig.
Jeg fandt M ventende på mig ved vandkunsten. Han stod med lukkede øjne og ansigtet vendt mod solen. Det gav et ordentlig gib i ham, da jeg lagde mine hænder om hans hals, mens jeg grinte af min egen hasarderede humor og så et glimt af ægte angst i hans øjne. På cafeen bestilte vi en flaske kraftig rødvin. Stiltiende blev vi enige om at beruse os og måske lykkes med at glemme os selv for en stund. Vi satte os udenfor ved et lille rundt bord med vinen. Lyset faldt diffust og trist ned gennem de trækroner, der endnu ikke var visnet helt væk og som det var lykkedes at sætte nogle enkelte spredte skud. Koksagtige grågrønne skud, der mindede mig om vådeskud og dage i isolation. M fortalte straks om en drøm, han havde haft, selvsamme nat. En mærkelig, sært illuminativ drøm var det:
Kraftigt lys vælter ned over en gammel udtjent fabriksfacade. Som et vandfald. Gnistrende, bølgende lys i røde og tungt okkergule farver, og ud af lyset dukker ansigter frem. De smelter voksagtigt sammen med lyset og bevæger sig ud og ind af det. Han synes hele tiden at genkende ansigterne, men hver gang de nærmer sig ægte genkendelse, forsvinder de og erstattes af andre, nye ansigter. Også disse nye ansigter ligger lige på kanten af en genkendelse. Fra kaskaderne af lys er det, som om en suggestiv kalden siver ud. Som om ansigterne kalder ham nærmere, kalder ham ind i lyset. For at opsluge ham?! Han tror, han kæmper imod, men er, et eller andet sted, måske i sin ikke-drømmende væren, godt klar over, at det gør han ikke. Han kæmper i virkeligheden ikke imod. Han ønsker at være i lyset hos ansigterne, som han synes at genkende, og det går op for ham, at ansigterne alle sammen er aspekter af ham selv. Det er ham selv, han ser derinde i lyset. Han har slet ikke nogen mulighed, for at lade være med at adlyde den kalden, der når ham. Og da først den tanke er slået ned i ham, erkender han også, at stemmerne, der kalder, kommer inde fra ham selv, og han opdager, at han allerede er i lyset. Han føler, hvordan det klistrer sig til ham som et fucking spindelvæv og han bliver desperat. Vrider og vender sig for at slippe ud af spindet, ud af lyset, han kalder højt på hjælp, han skriger, men jo mere han møver rundt, jo mere fast sidder han i det forbandede, klistrede spind. Han har svært ved at få luft, svært ved at trække vejret gennem lyset, der er tæt på at drukne ham i sin frenetiske og knusende skærsild. I det øjeblik han mister bevidstheden, vågner han. Sætter sig, med tungt bankende hjerte og gennemblødt af sved, op i sengen.
Igen så jeg det der glimt af ægte frygt i M’s øjne. En frygt som ingen af os ville have ord nok for, hvis vi skulle forsøge at italesætte den. Vi vidste begge to, at den var der, og jeg var mig bevidst, at også jeg havde dette glimtvise bævende tilstedevær af frygt i mine øjne, og at det avlede på hinanden. M’s frygt nærede min, der nærede hans. Som en vekselstrøm der springer flaksende fra pol til pol og aldrig finder fred. Derfor fyldte vi vores glas hurtigere end vi plejede, og den tunge vin lagde sig som en beroligende dvask hinde af ligegyldighed over vores sjæle. Vi drak og snakkede ikke mere om M’s drøm, men om ting der måske havde betydning for os på et eller andet, andet plan. Lige indtil det hele eksploderede i et inferno af lyd og lys og larm. Først var der bomben. Selve eksplosionen. Det øresønderrivende brag af noget der detonerede med voldsom styrke. Så kom skrigene, tumulten. Næsten samtidig med lyden af knust glas. Lufttrykket sendte os bagover ned af stolene. M skreg. Jeg skreg. Alting væltede rundt, verden tippede. Vi trak hinanden på benene. Det hele forekom uvirkeligt. Hvad fanden var det lige, der skete?! Som om det var selve torvet, der var detoneret og forsvundet op i røg. Flokken af småfugle, gråspurve blev pulveriseret i eksplosionen og da vi senere sad og forsøgte at komme til os selv igen i min lille lejlighed, fandt M fuglerester på både mit ansigt og i mit hår. Som om det var fuglene, der var eksploderet. Som om en af de skide små fjerede bæster var blevet fyldt med nitroglycerin, for så at flyve tilbage til vennerne i buskadset, hvor den var landet lidt for tungt og havde sendt hele flokken ad helvede til. Det mærkeligste var næsten, at mens vi lå der og sprællede mellem knuste glas og flasker, væltede borde, havde vi begge to oplevet et besynderligt fænomen. Umiddelbart efter eksplosionen, da de første skrig og lyden af knust glas ligesom havde lagt sig, opstod der en form for vakuumagtig stilhed, og i den stilhed havde vi begge to en tydelig fornemmelse af, at alting omkring os var fortsat nøjagtig som om intet var hændt. Der var torvets stemmer, der nåede os som et fjernt tæppe af lyd. Der blev talt, bestilt drikkevarer, konverseret og sågar grinet. Men det allermest mærkelige var, at vi begge to ligeså tydeligt havde set et elegant ældre par komme dansende hen over pladsen. Det var fuldkommen absurd. Taget direkte ud af en eller anden surrealistisk film, hvor ingenting gav umiddelbart mening. Der var ingen musik, kun stemmernes fjerne støj og det her par, der var hejset ud i fineste tøj, smoking, kjole, glatte og glinsende sko og som gled hen over pladsen, dansende ud og ind mellem murbrokker og tilskadekomne med henførte smil på læberne. Uden at bekymre os om, eller hjælpe, uden at prøve på at finde ud af, hvad det egentlig var, der var sket, stak vi af fra skuepladsen. Lagde torvets krater af knust normalitet bag os og fandt på en eller anden måde ned i metroen og endte hjemme hos mig.
Vi skiftedes til at bade. Begge stadig i en form for delirisk chok. Efterveer af hændelsen. Mens M badede fandt jeg en flaske sprut frem af skabet under køkkenvasken og skænkede os et par solide glas. Jeg tog mit med hen til døren og stod og lyttede, pludselig angst for hvad fanden naboerne kunne finde på. Jeg kendte dem ikke en skid, selvom jeg havde boet her et par år. Vi kom ikke hinanden ved. Men jeg havde på fornemmelsen, at min underbo var involveret i et eller andet militant ekstremistisk. Lurede han måske ikke altid på alt og alle, og kom med tilråb, hvis han så noget, der ikke behagede ham. Jeg havde en enkelt gang overværet ham overfuse en ældre mand nede foran supermarkedet. Det var på en gang både patetisk og skræmmende. Den gamle mand var tydeligvis ikke rundet af samme kultur som min underbo, der stod og råbte, savlede og skreg af den gamle fyr, indtil nogen greb ind og fik gelejdet den ældre herre væk. Da M åbnede døren til badeværelset, gav det et sæt i mig, så opslugt var jeg af tankerne om min underbo. Vi gled ned og satte os med ryggen op ad døren, og jeg fortalte M, hvordan jeg en gang var kommet forbi lejligheden dernede og havde fundet døren åben. Selvom jeg udmærket var klar over at smedens kat døde af sin nysgerrighed, stak jeg hovedet ind. Jeg aner ikke, hvorfor jeg gjorde det. Han var ikke at se nogen steder og der stank surt og indelukket ud derindefra. Som i en trance gik jeg ind i entreen, kastede et blik ind i stuen og stivnede. Han sad derinde med ryggen til døren, i underbukser bare. Der flød med tomme flasker og våben af alle mulige slags. Der var forskellige skydevåben, men også nogle sært gammeldags ting. Midt på bordet fx lå der en enorm høtyv. De tre slebne spidser lå og strittede lige imod mig. En djævelsk trefork, der pegede mig ud, og også fik min underbo til at rette sig op derinde. Jeg stod paralyseret og så ham døje med at få vendt sig rundt, før jeg rev mig løs og skyndsomst listede ud af lejligheden og ned ad trapperne. Da jeg med bankende hjerte stod nede ved hoveddøren, hørte jeg ham deroppe: Er her nogen? råbte han og stak hovedet ud over gelænderet, mens jeg trykkede mig ind i krogen ved postkasserne. Han rumsterede lidt rundt og smækkede så døren i, og også jeg smækkede døren efter mig, da jeg smuttede ud og forsvandt ned ad gaden.
Nu, mens vi sad og drak sprut af store vandglas, blev vi angste igen, for kunne vi ikke høre nogen liste rundt derude på trappen. Vi rejste os op og trykkede ørerne ind mod døren. Slæbende skridt der kom nærmere, og vi mærkede tydeligt, at der stod én lige på den anden side af den forholdsvis tynde dør, der så let som ingenting kunne gennembores af for eksempel en skarpsleben møggreb. Eller projektilerne fra en af underboens skydere. Vi holdt vejret. Fornemmede hvordan underboen besværet trak vejret, ikke meget mere end 20 centimeter fra os. Jeg tænkte på de projektiler. På hvordan de trængte ind i mine muskler. I mine vitale organer. Næsten mærkede, hvordan mine organer blev knust af de indtrængende kugler og hvordan døden indtraf, langsomt og smertefuldt. Mærkede hvordan min sjæl krympede sig og modvilligt blev ædt op af den angst, der er ethvert selskabs uønskede og ubudne gæst. Endelig fjernede han sig. Luskede videre i sin selvpålagte patruljering af trappegangen for uønskede individer, eller bare individer i det hele taget. Lige før han var helt forsvundet, syntes vi at høre ham hvisle mellem sammenbidte tænder: Dumme svin! M hev mig ud af den psykotiske angstlammelse. Pegede på døren ud til bagtrappen. Var det tid til at tage benene på nakken? Tid til at komme væk?
Ikke længe efter havde vi smidt os på bagsædet i en støvet bus, der kørte ud af byen, ind i landet. Vi havde ikke tjekket destinationen. Var bare sprunget på den første den bedste bus, med ønsket om at komme væk fra dette mareridt af en by. Bussen passerede ødelagte monumenter, itusprængte boligkvarterer og flere steder så vi slagsmål blusse op, folk der tævede løs på hinanden med hjemmelavede våben. Først da forstæderne slap deres søvndrukne, somnambulente kvælertag i bussens ravende sejlads ud af landevejen, var vi i stand til at trække vejret nogenlunde normalt igen. M sad og snakkede tilsyneladende med sig selv, men stirrede op på mig, som om det var mig, han henvendte sig til. Jeg lænede mig over mod ham og hørte ham rable et eller andet om et stort hotel. Ahvad? Spurgte jeg og ’Døden som et stort hotel’, var det eneste svar jeg fik, før han snorkende faldt i søvn. Jeg fik ham ned at ligge på bagsædet og lagde min sammenfoldede jakke under hovedet på ham, sad selv bagefter og betragtede landskabet glide forbi de støvede ruder, indtil også jeg faldt i søvn.
Vi vågnede ved bussens fæle hydrauliske susen og chaufføren, der råbte, at dette var ”Endestationen” sagt med tydeligt tryk på første stavelse og at bussen ikke kørte mere. Han forlod den derefter, men lod døren stå åben. Der var ikke andre passagerer tilbage, bare M og jeg. Vi blev siddende et øjeblik og stirrede ud. Det var umuligt at sige, hvor vi var. Og faktisk også umuligt at sige, hvorfor fanden der var en endestation her?! Der var ingenting! Ikke andet end et lille faldefærdigt skur og landevejen. Vi kunne se ryggen af buschaufføren, som han gik tilbage ad den vej, vi var kommet fra, med sin jakke over skulderen og en tændt smøg i mundvigen. Så kiggede vi på hinanden. Vi kunne ligeså godt komme ud og kigge os lidt omkring. Sulten begyndte også at gnave lidt. Det eneste vi havde med, var det tøj vi gik og stod i, og så flasken med sprut. Den satte vi os med, på en bænk, med ryggen op ad det frønnede skur. Vi tømte den langsomt uden at sige noget, for hvad fanden var der at sige? Solen skinnede. Insekterne summede højlydt. Nogle småfugle larmede i et buskads i nærheden. Støvet blev hvirvlet sløvt dansende rundt af en lille træt vind, der kom fra den retning, også vi var kommet fra. Bussen stod, tom og forladt, som en vogn i en bortgemt, glemt og skræmmende forlystelsespark, hvor morskaben var skrabet af metallet med høje hvinende lyde. Kun mistrøstigheden stod tilbage som et afskallet vidnesbyrd om tidligere tiders adspredelse. Så langt fra min drøm om Coney Island som overhovedet muligt. M rejste sig og kylede den tomme flaske efter småfuglene i buskadset. De kom flaksende og flagrende ud og stod som en sort glorie om buskene, et sekund, to sekunder, før de styrtede sig ind i skyggerne igen, kvidrende som sindssyge. Han trak mig op at stå, og vi begyndte at gå. Også den asfalterede vej endte her. Den blev afløst et støvet kørespor, en bred sti, som vi fulgte ind i skoven, hvor den begyndte at sno sig opad. Gennem huller i bevoksningen kunne vi skimte nogle bygninger på toppen af, hvad der næsten måtte være et lille bjerg. De bygninger satte vi vores lid til, og satte da også farten op, for at nå dem inden mørket faldt på. Det var ikke muligt. Mørket kom langt hurtigere end forventet, og da det blev så mørkt at vi kun akkurat kunne skimte bygningerne deroppe, som fjerne silhuetter, syntes de at være nøjagtig lige så langt væk, som da vi fik øje på dem første gang. Ikke desto mindre fortsatte vi. Fulgte stien i et mørke der blev tættere og tættere og til sidst åd alle konturer op. Jeg kunne knap se M foran mig, kun fornemme ham som en skygge i mørket. En legemsstor figur skåret i et mørkere mørke end det, natten ekviperede os med mellem nåletræernes stadig tættere stammer. Kun sjældent formåede stjernerne at sende deres spage spøgelsesagtige lys ned. Månen var tilsyneladende helt forsvundet fra firmamentet. Da mørket blev så tæt, at det reelt var umuligt for mig at afgøre, om mine øjne var åbne eller lukkede, kaldte jeg på M ud i mørket. Jeg frygtede et kort sekund, at han virkelig var blevet opslugt af det og var forsvundet, eller at jegvar forsvundet?! At jeg ikke var til stede mere, fordi jeg stod der i et totalt, et fuldkomment mørke, som ikke på nogen måde garanterede mit tilstedevær, havde det ikke været for mine fødders kontakt med jorden og den kraftige duft af nåletræer. Enkelte lyde trængte også ud fra mørket, men dem valgte jeg, ikke at fokusere på. For ikke at lade dem skræmme mig mere end højst nødvendigt. Og så svarede M. Så tæt på at jeg kunne mærke hans ånde mod min bare hud på halsen, lige over jakkekraven, og jeg skreg af forskrækkelse, og M skreg, fordi han blev forskrækket over min forskrækkelse, og da vi skreg, blev der tændt et lys, mindre en 10 meter fra hvor vi stod, hvilket om muligt forskrækkede os endnu mere. Et lys i et vindue. Kort efter hørte vi en dør blive åbnet, og en kraftig lommelygte svingede rundt i en bue, søgende efter de formastelige, skrigende personager i nattemørket. Indfanget af lyskeglen, stod vi paralyserede, som harer fanget i forlygterne på en lastbil, der bare ventede på at blive tromlet ned, da en tung søvnigsprukken stemme spurgte, hvad fanden vi lavede herude på et så ukristeligt tidspunkt. Kom ind, fortsatte stemmen lidt mildere og vedkommende lyste på sig selv for at vise, hvem det var, der inviterede os ind, og afslørede en grotesk stor mand i undertøj, tydeligvis stået direkte ud af sengen. På hovedet havde han en lille rund, rød lakhat, hvilket gjorde det hele lettere surrealistisk. Om det var for at signalere en eller anden form for konduite eller simpelthen bare for at skjule sovehåret, en vilter manke under den lille latterlige hat, var ikke til at sige, men det var hatten han lyste på og vi kunne læse, at der på den stod: Hotel Mortuus. Det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, for var det ikke en umiddelbar respons på M’s sidste ord, før han faldt i søvn på bagsædet i bussen: Døden som et stort hotel? Mon ikke der bare var tale om en morbid form for humor, for alle var jo i live og selvom natten var så satans sort, så mærkede jeg tydeligt M’s hånd i min, uden dog helt at vide, hvornår og hvordan den var havnet der. Betryggende var det, uanset hvad, og den mærkeligt store mand med den lille røde hat smilede ovenikøbet til os, kunne vi se i lommelygtens skarpe lys, der sendte et skræmmende skyggespil op i hans store kantede ansigt. Det kunne også være en satanisk grimasse. Det var faktisk ikke til at afgøre. M må have tænkt det samme, for hans greb om min hånd strammedes. Men hvad kunne vi gøre, andet end at tage imod kæmpens invitation?
Kort efter stod vi i en slags foyer. Den store mand greb en rød jakke der hang over en stoleryg og trak den på. Der hang en sær lugt ved ham. Af en lidt tung og sød parfume blandet med en snert af kiks, der har ligget uindpakket alt for længe. Jakken fik ham ikke til at se mindre sær ud, i underbukser og bare ben, åbentstående uniformsjakke og den der diminutive hat, der sad skævt i den uregerlige rede af hår. Han lignede en forpjusket stor fugl, der var undsluppet jægerne, og nu ikke vidste hvor den var, og hvorfor den stadig var i live. Om den stadig var i live. Det var nu snarere os, der ikke vidste hvor vi var, og mig der projicerede min uvished over i mit billede af ham, som han stod der og sagde, at han var natportier på hotellet. Vi prøvede at sætte ham lidt ind i, hvad der var sket. Han lyttede godt nok, men det så ikke ud, som om han hørte, hvad vi sagde og slet ikke som om det interesserede ham. I stedet sagde han, at vi kunne blive, lige så længe vi havde lyst. Der var rigeligt med værelser, sagde han træt og gjorde en underlig uoplagt gestus ind mod hotellets indre. Vi kiggede ham over skulderen og det var ganske rigtig en uendelig lang korridor, der strakte sig ned bag ham. Faktisk så lang, at man ikke kunne se nogen ende på den. Vi kiggede på hinanden. M løftede øjenbrynene og lavede en lille bevægelse med munden. ”Det er fint” svarede vi derfor bare og fik udleveret hver en nøgle. Portieren gabte højlydt og stod så lidt med hovedet på skrå. Kiggede tydeligvis efter vores bagage, som vi jo ikke havde noget af. Det trak han dog bare på skuldrene af og pegede i stedet en retning ud, som vi stod og kiggede efter rundt om hans enorme korpus. Så gik han. Formodentlig tilbage i seng og vi stod alene tilbage i foyeren og mærkede hvordan sulten virkelig begyndte at gnave nu. Vi blev enige om at undersøge hotellet nærmere, før vi gik til vores værelse. Måske kunne vi finde et eller andet spiseligt. Vi følte mærkeligt nok ingen træthed overhovedet, snarere en sær eufori, en følelse af opstemthed. Foyeren var hurtigt overskuet; skranken, nogle lave borde, sofaer og dybe lænestole. Mennesketom, bortset fra os. Den uendeligt lange korridor bag skranken virkede bare… uendelig, men i et hjørne fandt vi endnu en dør. En høj meget smal dør, som vi forsigtigt åbnede. Så smal var den, at vi var nødt til at kante os sidelæns igennem. Endnu en korridor lå på den anden side, men kortere, og et eller andet sted trængte lav musik ud til os. Vi tøvede. Men kun et øjeblik, så listede vi os frem efter lyden. Det var en sær musik. Underligt sammenpresset på en måde. Komprimeret. Som om den først var sendt ind i papkasse og så ud igen gennem et langt rør. Og det var ikke kun det. Musikken var også fremmedartet. Det tonale system var et andet, end det vi var vant til. Atonalt på en måde. Som var der mange flere toner end de tolv, vi kender og bruger, og som vores ører er vant til. Er det i Indien de også har et væld af toner udover vores begrænsede udbud, dem man kan høre på en citar, men det her var anderledes end selv det. Jeg havde aldrig hørt noget lignende. Som vi nærmede os musikkens udspring, videde gangen sig ud, og på vores ene side afløstes væggen af en stribe store panoramavinduer, som vi dog ikke kunne se andet end stjernerne på den sorte himmel ud af, men vi fornemmede, at hvis først solen stod op, ja så ville der åbenbare sig en fortryllende udsigt herfra. Den stjernebestrøede himmel strakte sig uendeligt. Det lignede en stor terrasse umiddelbart udenfor og måske en pool dér, midt for? Vi var tydeligvis i hjertet af hotellet, og formodentlig var det en bar, musikken strømmede fra, selv om det var meget sent, og alt forekom aldeles mennesketomt. Ikke en lyd var der at høre, udover altså denne forunderlige musik.
Det var en bar. Et stort, varmt og ganske hyggeligt rum, med denne virkeligt mærkelige musik, som syntes at komme ingen steder fra. Som om den bare var til stede i rummet, uden kilde. En lydlig del af interiøret. Der var mørkt i rummet, kun en enkelt lampe i selve baren. Bartenderen var ingen steder at se, men der sad en mand med en stor hvid cowboyhat på. Han sad med et glas foran sig og en cigaret i mundvigen, hvorfra røgen dovent slangede sig op under loftet. Han sad med ryggen til og kunne umuligt have hverken hørt eller set os, så langsomt og forsigtigt, som vi havde bevæget os. Alligevel vinkede han os nonchalant nærmere uden at kigge på os. En håndbevægelse over skulderen bare. Da vi kom helt derover, pegede han først på de to stole ved siden af sig, før han drejede sig omkring og så på os. Med de vildeste øjne jeg nogensinde havde set. Du gode gud. Det var umuligt at se på. Jeg var nødt til at fjerne blikket, selvom det virkede provokerende. Kunne kun skæve op til ham og hans blik, der omfattede både M og mig under et, og jeg hørte et tydeligt gisp fra M. Formodede at heller ikke han var i stand til at holde øjenkontakt. Manden i baren havde helt hvide øjne med kun en ganske lille pupil i hvert øje. Ingen iris. Det forekom fuldstændig absurd. Naturstridigt. Vi kunne ligeså godt have talt med en mand uden øjne. Jeg havde lyst til at se ind i de øjne og aflure dem deres hemmelighed, men var ikke i stand til det. Havde lyst til at stirre ind i mandens meningsløse, ja nærmest forrykte øjne og forsvinde der.
– Og hvem har vi så her? Spurgte han med en virkelig syret stemme. Nøjagtig som det var tilfældet med musikken, syntes stemmen heller ikke at have nogen afsender. Jeg kunne ikke se ham bevæge læberne og var i tvivl om, hvorvidt han overhovedet havde sagt noget. Var det noget jeg havde bildt mig ind?
– Hvad drikker I? Igen denne stemme, der syntes at komme alle steder og ingen steder fra.
– Øh hvad som helst, fik M fremmumlet, mens jeg sagde:
– Bare det samme som dig, hvad der fik ham til at dreje hovedet og se på sin drink. Det føltes som at blive sat fri og vi stirrede vildt på hinanden. Jeg kunne se på M, at han var rystet. Nøjagtig som mig selv. Ikke desto mindre satte vi os ved baren. Hvad kunne vi ellers gøre? Manden rejste sig og gik om på den anden side af den blankslidte mahogni. Han skænkede os hver en stor rom med is og kom tilbage og satte sig ned.
– Der er ingen her endnu, udover mig, sagde han næsten undskyldende: Jeg er her til gengæld hele tiden.
Smilede han? Det lignede en lille trækning omkring munden. Vi sagde ikke noget, men tog en tår af rommen og manden pegede på sine øjne:
– På grund af de her! Dagslys dur ikke.
Nej selvfølgelig, iris styrer jo sammentrækningen af pupillen og uden iris, ville dagslys være en katastrofe, en seriøst smertefuld oplevelse.
– Hvad gør du så? Dristede M sig til at spørge.
– Hvad jeg gør? Løftede øjenbryn over de der svært fascinerende øjne: Jeg sidder som regel bare her og slår tid ihjel. Der kommer altid nogen forbi. Som jer, og så smilte han virkelig. Det kunne der ikke herske tvivl om. Et skævt smil, der gav hans ansigt et dæmonisk, maskeagtigt præg. Og som var hans ord et signal, begyndte der at dukke folk op i baren. Jeg havde ikke lagt mærke til dem, eller også havde de listet sig ind, mens vi fik vores rom, men jeg opdagede først, at der sad et par nede i en af båsene, hvor der nu også var blevet tændt en lille lampe. Deres stemmer hævede sig som i et skænderi. Og også i båsene længere væk sad der folk. En trist udseende kvinde med et tykt lag sminke og store perleørenringe krydsede gulvet fra en dør i den modsatte ende og stillede sig klos op ad mig. Ubehageligt tæt på stod hun. Jeg kunne lugte hende. En vammelsød blanding af sved og deodorant, der uvilkårligt udløste min brækrefleks. Jeg forsøgte at undertrykke lyden, der kom ud af mig som et uartikuleret sært host og de kiggede alle tre på mig. M, den stetsonklædte mand med øjnene og denne kvinde, der missede surt og møvede sig endnu tættere på mig. Hun lænede sig ind over baren og råbte på en bartender:
– Heyyy, Sammy! Sammy, hvor pfanden er du? Men fik intet svar. Den irisløse mand kiggede på hende og lænede sig så over og gav et lille klemt på en klokke, der var placeret umiddelbart foran kvindemennesket. Hun fór sammen ved lyden og stirrede forvildet på ham.
– Tag det roligt Esther. Sammy skal nok dukke op, sagde han, hvad der dog ikke fik kvinden til at stoppe med at møve sig ind på mig og kagle op med sin hysteriske kalden. Da jeg rejste mig for at undslippe hende og komme over til M, gled hun snublende hen ad baren og havnede med hovedet i skødet på vores nye ven. Han kom til gengæld lynhurtigt på benene. Så hurtigt faktisk, at jeg var i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet nåede at røre ham, før han stod op, og hun røg på gulvet med et brag, der fik parret i den forreste bås til at rejse sig halvt op for at glo. En grotesk situation. Hendes ansigt stanset ud i et ultrakort og på samme tid langt tidløst øjeblik, som om hun lå og gav ham fellatio, men i virkeligheden ikke rørte ham. Ham der sprang op som en skoldet skid, som om han var bange for fysisk berøring?! M fnisede højlydt, og kvinden krabbede rundt på alle fire og fik sig kun med besvær trukket op at stå. Da hun så endelig stod der, paf, var der ud af det blå dukket en bartender op. I en uniform, der matchede portierens ude i foyeren, men alligevel var sin egen. For eksempel havde han ikke den latterlige lille lakhat på. Farver og logo var dog afstemt og det var rent faktisk noget af en ret så goodlooking badass der stod og smilede skævt til damen:
– Esther, Esther, Esther, du ser fremragende ud. Som altid, sagde han uden det mindste anstrøg af sarkasme. Det fik hende til at rødme og ligne en ung pige og helt forfjamsket stå og fingere mumlende ved den ene perleørenring.
– Det sædvanlige? Og uden at vente på svar tilberede hende en dry Martini i et højt fladt glas, med tre oliven og en syregrøn paraply i. Han vendte sig mod M og jeg og mønstrede os.
– Jeg ser, at Zismund allerede har hjulpet jer i gang.
– Zismund, jeg skævede over til ham. Til … Zismund, og han blinkede tilbage.
– Velkommen til Hotel Mortuus, sagde Sammy og fik mig igen til at tænke på M’s ord i bussen: Døden som et stort hotel, og jeg bare busede ud med:
– Hvad fanden er det da også for et navn? Men de grinede bare alle tre. Zismund, bartenderen og Esther, det var tilsyneladende den fedeste joke, det navn, og jeg opdagede at Esther, når hun lo, var en ganske smuk kvinde med meget fint svungne træk. Det var bare gemt ret godt af vejen.
Flere gæster stødte til. Som om hotellet først på dette sene tidspunkt vågnede op til dåd. Sammy gik sågar ud og tændte lysene på den terrasse, vi havde fornemmet i mørket tidligere, og der var ganske rigtigt en pool derude. Lækker stemning på terrassen trak folk ud i den lune aften. Intet var der tilbage af den råkolde forårsluft fra byen, næ, her var der lunt og rart og inden der var gået meget mere end nogle få øjeblikke, dumpede de første gæster i poolen, hvor de lå hen langs bassinkanten med drinks stående linet op på fliserne. Nattehimlen var stadig buldrende mørk, men terrassen fyldt med lys og latter. Zismund præsenterede os for indtil flere gæster, og Esther blev også hængende sammen med os, mere og mere fuld. Sejlende rundt på sine høje hæle, kommenterede hun Zismunds præsentationer med egne observationer, indimellem et hysterisk grin og andre gange med knugende iskold tavshed. Til én, en lille tyk herre med et tungt glasagtigt blik, sagde hun, at hun var hans nabo. Til den anden side. Han plirrede med øjnene mod hende og genkendte hende tydeligvis ikke.
– Jeg kan høre dig. Når du slås med dig selv, sagde hun tørt, men trak sig så væk fra ham, som om han smittede. Hendes eksede blik landede på mig og hun hviskede:
– Der bor også en digter her. Oppe under loftet. Hun gjorde et kast med øjnene opad og lavede en sær slubrende lyd med munden, som havde hun været nær ved at savle:
– Men jeg er faktisk lidt i tvivl, for jeg møder ham tilsyneladende kun i drømme. Denne forvikling hele tiden, for hvem af os er det, der drømmer? Hva’? Det er jo umuligt at sige. Er det hans drøm, eller er det min? Er det ham eller mig der drømmer? Han skriver nogle fine digte dog. En gang imellem giver han mig lov til at høre et. Så går han der og reciterer et melankolsk urimet digt, fuld af sære billeder og store sammenligninger.
Jeg’n synder
Et kar fyldt med syreregn og røg
et natdyr på rohybnol og støj
Jeg læser Bukowski
og synger med på Billie Holiday
Jeg bevæger mig på stedet
i et syndigt rod af
efterladt tankegods
Jeg løber på stedet
i et syndigt rod af
efterladt tankegods
Ord der ingen steder kommer fra og intet vil mig
kommer flaksende og lander i min hånd
Jeg formulerer manifester, digter digte og forsøger på
at finde de præcise ord for hvem jeg er
Jeg’n engel
skamskudt og ude af kontrol, ude af mig selv
Udenfor
Den lille tykke nabo stod stadig og stirrede på Esther og så så bedrøvelig ud, at selv jeg var ved at få tårer i øjnene. Zismund gik over og talte lavmælt med ham. Fra hvor jeg stod, kunne jeg ikke høre, hvad han sagde, men tårerne begyndte at strømme ned over naboens små buttede kinder. Som om han havde fået tilgivelse, slog det mig, gud ved hvorfra, for mellem tårerne, strålede en glans fra ham, som fra en mand der endelig er blevet forladt sine synder og står tilbage, nøgen og fri. Som havde han fægtet længe nok med de satans dæmoner, der synes at havde redet ham, og nu stod forløst og forklaret. Med små trippende skridt forlod han baren, mens små abrupte lyde undslap ham. Lyde der kunne være kommet fra kælne kurtiserende hønsefugle. Alle de tilstedeværendes øjne klæbede til ham, som han trippede af sted dér mellem bordene. Nogle nikkede til ham, andre dristede sig til at vinke, og alle så de ud, som om de var splittede mellem lettelse, eller endog glæde på mandslingens vegne, på den ene side og misundelse over ikke selv at være den der vandrede af sted på så lette fjed, på den anden. Vandrede ud af baren, ja ud af hotellet måske ligefrem, hvem ved?!
– Forstår I; hotellet her, det er moduleret op som et anagram. Alting starter med fravær og alting slutter med fravær. Døden er et vilkår: I skal alle herfra en dag og før I kom til verden: Også fravær. Fravær først som sidst, docerede Zismund med helt tør stemme, ganske blottet for følelser: Hotellet hjælper bare til. Efter at den lille tykke nabo var forsvundet, stod Zismund igen ved min side.
– Og hvad gør du? Kunne jeg ikke lade være med at spørge. Er du også et anagram? Det grinede han højt og længe af og fixerede mig så med sit syrede blik uden at svare på mit spørgsmål. Jeg forsøgte virkelig at blive i hans blik, det sværger jeg, men det var umuligt. Allerede efter ganske få øjeblikke, var jeg nødt til at kigge ned, kigge væk, mens noget rørte sig i mit indre. Som om der var noget derinde, der trængte sig på for at manifestere sig og komme op til overfladen. Noget jeg havde glemt. Esther reddede mig fra det totale nederlag. Hun lagde en hånd på min skulder og virkede mærkeligt ædru og skarp, da hun bed af Zismund, som bare grinte af det hele og forsvandt ud til poolen.
– Tag dig ikke af ham, sagde Esther beroligende: Han kan være noget så nederdrægtig, men han er også noget af det mest omsorgsfulde. Døden er en underlig størrelse, ikke sandt?
– Øh jo. Døden?! Eller… ja, jeg har nu ikke gjort mig de store tanker om den. Jeg tror nok, den skræmmer mig lidt!?
– Skræmmer dig? Se på den som en overgang. En mulig ny frekvens af tilstedevær.
– Hvad mener du med det?
– Ja døden, ikke? Døden er nøjagtig ligesom en drøm. I drømme oplever du dig selv fra en anden mulig vinkel. Du bliver præsenteret for noget, der kunne have været dig. Som muligvis bliver dig. Døden er den ultimative forandringsproces.
– Men det er da totalt ufedt.
– Synes du? Esther gjorde store øjne, som om en sådan uhyrlighed af en udtalelse kom helt bag på hende. Hun kiggede sig desorienteret rundt, søgte måske støtte for sit synspunkt. Umiddelbart var der ingen i nærheden, selv M syntes at være forsvundet, men ham spottede jeg dog ret snart igen, gennem vinduerne, ude ved poolen. Esther kiggede tilbage på mig, helt opgivende og vaklede så over til baren, pludselig fuld igen, hvor hun bestilte en ny drink. Dobbelop på gin, kunne jeg høre hende snøvle og Sammy svarede belevent og venligt. Jeg trak på skuldrene og kiggede mig omkring i baren. Strejfede tanken mig, hvordan fanden vi var endt på det hotel? Jeg tror det ikke. Som jeg husker det, tog jeg det bare for givet. At vi var taget fra byen, over hals og hoved, og mere eller mindre tilfældigt havde taget ophold på Hotel Mortuus. Lidt a la Esthers tanker om døden. Opholdet på hotellet var bare en ny tilstand, et nyt opholdssted. Byen var blevet for farlig, vi havde bevæget os væk fra den og befandt os nu i dette mærkværdige hotel, fuld af sære eksistenser.
På terrassen udenfor var M kommet mægtigt i stødet. Opstemt dansede han med en lille gruppe gæster, der alle forsøgte at holde styr på hver deres drink. De grinede og bevægede sig som klapperslanger til den mærkelige musik, som, det må jeg indrømme, havde fået et ordentlig lag dunkende rytmer lagt ned over sig, som gjorde den mere… spiselig. Som et hypermoderne remix af en oldgammel hymne. En religiøs anråbelse af guderne, der var blevet lakeret, glaseret og sat i så dansabel en stand, at man uden videre kunne glemme sig selv og sin omverden, mens man vrikkede og vred sig til de tunge rytmer. Jeg forsøgte at få kontakt til ham, men enten ignorerede han mig, eller også opdagede han mig ganske enkelt ikke, som han dansede, helt opslugt, med en drink i den ene hånd og den hvide T-shirt i den anden, svingende rundt over hovedet som et fredsflag: Jeg overgiver mig! Jeg hengiver mig så helt og aldeles til dette bacchanalske inferno af død og støj og latter. Hans bare overkrop glinsede af sved, og jeg blev kun stående et ganske kort øjeblik for at overvære seancen, før jeg trak mig tilbage inden døre igen. Heller ikke dér kunne jeg imidlertid finde ro, og min krop var blevet sært nærværende i al sin akavede fylde. Øm i muskler og stiv i led. Jeg trængte til hvile, gjorde jeg. Trængte til at sove flere dage og nætter i streg. Om muligt. Derfor trak jeg mig også baglæns ud af baren og overvejede kort at stikke tilbage, den vej vi var kommet fra, men valgte i stedet at smutte den modsatte vej, og se om ikke jeg måske kunne finde et værelse med det nummer, der stod på min nøgle, som jeg havde fået stukket i hånden af portieren og nu gik med i lommen. M havde jo fået sin egen nøgle, så han fandt formodentlig selv ud af noget, når han blev træt. Lidt fremme slog gangen et knæk og da jeg drejede om hjørnet, forsvandt lyden tilbage fra baren og tabernaklet ved poolen stort set og blev afløst af en virkelig mærkelig stilhed. Den var næsten fysisk til stede, som en dyne puttet ned over den lange korridor. Udseendet af den korridor var der ikke meget ved. Det var brune paneler, der nåede næsten op i øjenhøjde og et ækelt kønsløst akryltæppe, der formelig skreg af statisk elektricitet. Til at begynde med kiggede jeg på hver eneste dør, i håbet om at finde et tal, der matchede mit fra nøglen, sidenhen bare gik jeg af sted. Slæbte mig fremad. Og fremad. I hvad der virkelig syntes at være en aldeles endeløs korridor. Om jeg kiggede frem eller tilbage var efterhånden ligegyldigt. Det var det samme trøstesløse og endeløse brune syn af akryl og finer. Finer og akryl. Min bevidsthed begyndte at flakke. Den statiske elektricitet begyndte at knitre i den indelukkede korridor. Den eklatante mangel på frisk luft. Støvet, midt i al elektriciteten, der hvirvlede op bag mig som et magnetisk kølvand. Jeg begyndte at hallucinere. Eller også var jeg virkelig i et luftfartøj, der, netop da, styrtede sig selv ind i en gigantisk monstersky. Alarmklokker bippede og hylede, hydraulikken hvinede infernalsk. Lyn hvæsede og dansede som besatte og knaldede ned i al akrylen med gigantiske brag og i min sjæl, så jeg næsten følte mig som et rejsende projektil i et ballistisk potent rejst kanonløb, strittende af knitrende vanvid, og da jeg endelig, mirakuløst forekom det mig, nåede en dør og fik den flået op, gispende efter luft, blev jeg nærmest slynget ud med hårene rejst på hele kroppen, struttende som stubbene på en høstet kornmark. Sort afsvedet røg sivede ud af kæften på mig. Og hvor fanden var jeg havnet, andet end tilbage i baren, som jeg forlod for…. Ja, faktisk var det umuligt for mig at sige, hvor længe jeg havde vandret rundt i de fordømte korridorer. I ring tilsyneladende. Anyway; baren var lukket! Der var intet spor af hverken M, Zismund, Esther eller Sammy. Eller nogle af de øvrige gæster for den sags skyld. Bare tomt og forladt. Jeg magtede simpelt hen ikke den bar mere, så med en vanvittig opbydelse af mine allersidste kræfter vaklede jeg ned ad den sidste korridor, den som også havde været den første, åbnede den smalle dør og tumlede ud i en aldeles tom og forladt foyer, hvor jeg sank sammen i den første den bedste lænestol, og nærmest faldt i søvn, før jeg ramte sædet. Straks styrtede jeg hovedkulds ind i en drøm, som om jeg ikke allerede havde været nok igennem.
Drømmen foregik i en eller anden gold udørk af en forstad. Om stedet var affødt af min vandren omkring i de endeløse, ens udseende korridorer, eller af at jeg vitterlig har en del familie, som jeg i øvrigt aldrig ser, der bor i nøjagtig samme slags huse, i samme endeløse ensartede forstadskvarterer som i drømmen, var jeg ikke i stand til at afgøre. Mærkværdigvis har jeg nemlig flere familiemedlemmer der bor i nøjagtig den slags bungalows, som optrådte i drømmen, som havde de indgået en stiltiende aftale om, alle sammen at flytte ind i dette løjerlige bygningsværk, der var så moderne i 30’erne og ligner en mægtig terning med mærkelige hjørnevinduer og næsten flade tage. Men jeg formoder at det skyldes korridorerne, for jeg er ikke i stand til at se nogen forbindelse mellem drømmen og min (fraværende) familie. I drømmen var jeg alene og jeg befandt mig på et sådant, let skrånende, tag. Der var en sfærisk musik, lidt lig musikken tilbage i baren. Jeg dansede. Ekstatisk og lidenskabeligt dansede jeg på det tag. Jeg var nøgen og månen var fuld. Var jeg også fuld? I hvert fald var jeg måske nok fuld tilbage i virkeligheden, mit korpus i foyerens lænestol, for der var røget meget alkohol indenbords i løbet af dagen, men i drømmen var jeg ikke sikker på det. Hvad jeg husker var, at jeg dansede og at jeg med ét følte det som om nogen greb fat i mig indefra. En stor næve der greb fat i mig og nogen (var det nævens ejermand?!) råbte mit navn gentagne gange, indtil jeg vågnede. Men vågnede jeg også dér i stolen? Det var ligesom flydt sammen. Vågnede jeg virkeligt, eller vågnede jeg i drømmen, men sov videre i virkeligheden? Jeg mærkede i hvert fald dette greb i mit indre. Et træk i mig. Et underliggende og dybt insisterende træk i mig. Et træk som ville mig noget. Jeg følte mig på ingen måde bange. Slet ikke. Faktisk så tryg, at jeg blot hengav mig til trækket og havde en mærkelig følelse af at blive suget ud af mig selv. Som en satans østers, svuppende skumfødt, ridende på en bølge af hidtil ukendt lykke. Jeg ved, at jeg lo. Det står knivskarpt i min erindring. Denne latter der lettede og forlod min strube i et sært vrid, der fik mig til at snurre vildt rundt. Rundt og rundt snurrede jeg. Vildere og vildere. Min latter lød sindssyg og lige før den kammede over og blev panisk, slog jeg øjnene op, forlod mig selv og svævede frit i rummet. Som en drabant i kredsløb om månen. Vilde og fulde begge to, månen og jeg, og natten omkring mig desperat af længsel efter at æde mig med hud og hår. Opsluge mig til jeg ingenting var. Til der ingenting var tilbage andet end mindet om en by i panik og et skørt hotel, der på sin side havde opslugt M, min måske eneste ven i denne verden. I hvert fald var vi blevet skilt fra hinanden. Han var blevet inde i hotellet, mens jeg var forsvundet i natten, hin mægtige altædende sorte drøm af en evighed.
Jeg kom til mig selv igen. Jeg havde jeg det som om natten, eller døden, virkelig havde ædt mig og spyttet mig ud igen i en anden virkelighed? Oppe ved skranken stod den store portier.
– Nåh, har man sovet godt, en bemærkning der fik ham selv til at smile bredt. Et overrumplende bredt smil, der flækkede hele hans store ansigt i to: Har du mistet din nøgle? Eller er du bare faret vild i korridorerne ligesom alle de andre? Det skal jeg ikke lade dig høre for. Selv bliver jeg her. I foyeren. Jeg skal ikke nyde noget af de korridorer.
Og så blinkede han til mig igen, med munterhed og overskud. Han virkede kåd og ikke den mindste smule træt. Selv følte jeg mig nu også mærkeligt udsovet. Som om jeg virkelig havde sovet i en evighed, ganske som jeg havde længtes sådan efter i aftes:
– Du bliver her? Hvad mener du med det? Går du aldrig ind i selve hotellet?
– Nej!
– Som i, ALDRIG?
– Altså; det sker! Men hotellet lever sit eget liv. Jeg er, sådan kan man vel godt sige det, en foyermand. Jeg er portieren. Det er jo mig der udleverer nøglerne og peger retninger ud. Jeg holder af at være her, fordi det er det, jeg gør. Sidder her og bevidner ting ske. Som at du og din ven kommer masende ind og helt forvildede står og tripper på stedet, mens tiden løber af jeg som vand af en gås i øspøspøsende regnvejr.
Han lagde hovedet på skrå og så så mild og tilforladelig ud, som var han selv en satans gås, der stod og bevidnede verden fare forbi, uden at føle den mindste trang til at deltage, mens vandet sprøjtede af den.
– Der står her, sagde han så og dunkede med knoerne ned i en lille stak papirer, der lå på skranken, at du har… Hvordan skal jeg sige det, har lidt svært ved at finde den rette vej?! At du nemt farer vild?
– Står hvor?
– Ja, lige her i mine informationer.
– Informationer?! Hvad mener du? Hvad er det for nogle informationer?
– Informationerne fra direktionen.
– Direktionen? Ingen vidste jo for fanden, at vi ville komme her?
– Ja, nogen må jo have vidst det.
– Hvad mener du?
– Ingenting sker af sig selv. Lesson number one, blinkede han.
– Ingenting sker af sig selv?! Spurgte jeg mystificeret.
– Det er jo ikke for sjov jeg står her, vel?
– Nej det er det vel ikke. Men jeg forlod jo byen sammen med min ven. På grund af al den ballade…
– Ballade?! Hvilken ballade? Afbrød han mig: I mine papirer står der, at du lider af… Lad mig se, han bladrede lidt frem og tilbage i bunken: Af angst og vrangforestillinger. At du ikke formår at være den, du virkelig er?! Giver det mening? Ringer det en lille klokke et sted derinde? E. E. Cummings skriver et sted: ”At være ingen-andre-end-dig-selv i en verden, som dag og nat gør sit bedste for at få dig til at være alle andre end dig selv – betyder, at man må udkæmpe det hårdeste slag, noget menneske kan udkæmpe – og aldrig holde op med at kæmpe” Så blinkede han igen og tilføjede næsten resigneret:
– Nå jamen jeg er jo så nok nødt til at hjælpe dig med at finde dit værelse.
Selv om han ikke lignede en, der rent faktisk mente det, gik han alligevel ind for at gøre sig klar. Træffe sine forberedelser, som han formulerede det. Og det skal han have. Han tog det virkelig seriøst. Da han kom ud, lignede han en skide opdagelsesrejsende fra et andet århundrede. Noget der mest af alt lignede en tropehjelm, store tunge gummistøvler på fødderne, en hjælpeløs kakifarvet vest udover uniformsjakken og en stav af en slags i hånden?! Den lignede et scepter. Men det var jo for skørt. Det var simpelt hen alt for meget for mit slidte nervesystem. Alle de oplevelser jeg havde været ude for på hotellet og også før det. Gråd havde været passende. Det havde været typisk mig. Men jeg kunne mærke, at det i stedet for var latter, der var på vej. Den nærmest væltede ud af mig. Det var simpelthen for crazy. Han kiggede på mig. Forundret. Kiggede ned ad sig selv og så op på mig igen. Så flækkede hans ansigt. Først i det der totalt brede smil jeg allerede havde stiftet bekendtskab med, og så var det, som brød en dæmning sammen, da han lod latteren få frit løb. Åbnede sluserne, så at sige, og lo så tårerne trillede, med den mest vidunderlige latterlyd jeg nogensinde havde hørt. Som stormvejr der virkelig rusker i havet, knuser store træskibe mod klipperne og kaster rundt med delfiner og havfruer. Vi kunne slet ikke standse igen. Vi rullede rundt på gulvet og skreg af grin. Hver gang jeg troede at nu, nu havde jeg styr på det, nu kunne jeg holde inde, dæmme op for latteren, så skævede jeg over til den enorme portier, der lå på ryggen på gulvet og hulkede af grin, og jeg knækkede sammen igen. Hvor længe vi lå i det grineflip, aner jeg ikke. Det fik selvfølgelig en ende. Vi kom på benene igen. En snert af latteren blev siddende tilbage, boblende i blodet, men under kontrol.
– Skal vi? Spurgte han så og var lige ved at få det hele til at bryde sammen igen, med sin opfordring der lød, som var vi gæster ved et royalt dansebal. Jeg nikkede blot behersket, og så begav vi os altså tilbage ind i korridorerne, hvad jeg ville have forsvoret i aftes, da jeg kom ud derindefra. Ret hurtigt var det da også som om den samme følelse af vanvid og inerti, som at vandre og vandre fremad, men ikke bevæge sig ud af stedet, indtraf. Jeg mærkede en begyndende panik i det nederste af nakken, mærkede hvordan den statiske elektricitet samlede sig. Jeg kiggede bagud og blev overvældet af nøjagtig den samme desperate fornemmelse af, at det var flintrende ligegyldigt om jeg så den ene eller den anden vej, begge sider frembød det samme trøstesløse syn af brune finerpaneler og selvdødt akryltæppe. Et fucking deja vu var det. Og endelig gik det så op for mig, hvad portierens scepter skulle gøre godt for, for lige før den knitrende lyd, lyden af nervøs hud der flås af kroppe i ulidelige spasmer, blev så øredøvende og intens, at den var på nippet til at sprænge alt i stumper og stykker, råbte han et gjaldende Heureka, som om han selv netop da, i dét øjeblik, erfarede hvad sceptret skulle bruges til, og jog det ned i gulvtæppet foran sig. Et øredøvende brag fulgte, da han lykkedes med at samle al energi i scepterets møde med den gnistrede akryl og i samme øjeblik lægge en hånd på en af lamperne på væggen. Elektriciteten løb som ild op gennem scepteret, videre op i portierens arm, gennem hans krop og ud ad den anden arm, hvor det smældede ind i lampen. Pæren sprang med et knaldende POF og sort røg dampede ud af fatningen. Han trak sceptret til sig, smilede over skulderen og blinkede sågar med det ene øje og luften var vitterligt renset for statisk elektricitet. Ren og frisk som en brise ind over søerne. Jeg løftede hovedet og rettede kroppen op, forynget føltes det næsten som og som jeg spankulerede der med lange frejdige skridt og højt løftet pande, var det som om jeg så korridoren for første gang. For eksempel fik jeg øje på en bort oppe under det forholdsvist lave loft og det gik op for mig, at jeg genkendte de ting, der var afbildet på borten. Jeg genkendte hotellet. Og baren. Folkene i baren. Dér var Zismund med sin hvide hat. Og dér Esther og Sammy. Jeg var standset op under et sted i borten, hvor baren var fuld af mennesker. Sært nok var Zismund afbildet med bukkeben. Mærkeligt vakkelvorne og i næsten umulige vinkler understøttede de hans muskuløse og behårede overkrop. Hvorfor pokker havde jeg mon ikke lagt mærke til den bort før? Jeg kiggede bagud. Jo, der var den også. Den havde altså været der hele tiden. Måske også i aftes? Jeg havde blot været for optaget af elektricitet og angsten for at blive pulveriseret af et knitrende lyn, eller for at forsvinde ud i rummet på det satans slingrende rumskib, eller hvad fanden det var, der var sket sidst, da jeg helt alene tumlede gennem en korridor magen til denne. I princippet kunne det være den samme?! Det mente jeg dog ikke var tilfældet. Jeg opdagede, at portieren var ved at forsvinde fremme ad gangen og satte mig i bevægelse, men kunne ikke slippe borten med øjnene. Noget forunderligt skete, for som jeg bevægede mig fremad, blev billederne deroppe nærmest levende. Som en tegnefilm der blev afspillet ved min bevægelse fremad. Der var et langt zoom ud i nattemørket og dér kom en bus skrumplende hen ad landevejen. Der blev zoomet ind på chaufføren og ned gennem bussen og hvad fanden var nu det? Der sad M og jeg på bagsædet! Jeg standsede op igen, hvad der fik både handlingen og bussen til at standse. Målløs stirrede jeg op på den fordømte bort. M. havde netop lagt sig til at sove med hovedet på den jakke, jeg havde stukket ind under hovedet på ham. Men filmen var stoppet sammen med mig. Jeg satte i gang igen og filmen kørte videre. Vi steg af bussen og gik i et tiltagende mørke op mod hotellet. Blev modtaget af portieren. Som jeg igen blev opmærksom på fremme ad korridoren, hvor han var ved at forsvinde ud af syne. Simpelt hen gå i et med finer og akryl og viskes ud, samtidig med at han på borten, fremstod stor og mægtig, med viltert pjusket manke og den der lille latterlige lakhat. Portieren på borten og portieren i korridoren der fortonede sig langt fremme. Der gik panik i mig, jeg satte farten op. På borten fandt vi baren, hvor imidlertid alle forsvandt ud af syne, forlod baren, dæmpede lyset og lod kun Zismund sidde tilbage med ryggen mod døren, hvor kort efter M og jeg kom til syne. Hvad skete der lige dér? Jeg satte farten op, nysgerrig på handlingen, selv om jeg kendte den herfra, troede jeg, for Esther snublede slet ikke. Hun gav virkelig Zismund fellatio, en hurtig omgang var det, mens jeg selv bare stod og gloede dumt. M forsvandt med en flok kvinder ud til poolen, og Esther og jeg talte lavmælt sammen. Umærkeligt satte jeg farten mere og mere op. Handlingen fløj forbi deroppe og jeg mærkede kun svagt elektriciteten akkumulere i takt med min stigende fart. Don M Travolta-wanna-be svingede med sin hvide T-shirt, og jeg forsvandt ned ad korridoren, elektriciteten samlede sig, jeg var pludselig på en slags rumskib med lyn dansende omkring mig, foran mig fornemmede jeg ganske svagt at portieren satte endnu et gigantisk lyn til vægs, før jeg fór forbi ham i susende fart, Hey råbte han forbavset, stop; drømmen hvor jeg dansede nøgen på taget af en bungalow, cirklede omkring månen, portieren der bøjer sig smilende over mig i lænestolen, opvågnen, grineflip, turen ind i hotellet, ind i korridorerne, mig der spæner af sted, fremad… før alt eksploderede i et syngende satanisk smæld og jeg gik ud som et lys.
Jeg kom til mig selv i et blændende skarpt og hvidt lys, der straks fik mig til at lukke øjnene igen. Der var indtil flere stemmer og mærkelige stønnende lyde, som om nogen var i nød. Eller dyrkede sex?! Jeg lå på en tynd hvid yogamåtte.
-Er du vågen? hørte jeg så portierens velkendte stemme helt tæt på, hvad der fik mig til at åbne det ene øje lidt, så lidt det var mig muligt. Min krop smertede. Mit hoved var en gyngende lagerhal med væltende stålskabe.
– Hvad skete der? Hviskede jeg
Ikke kun fordi jeg ikke ville påkalde mig opmærksomhed, men også fordi lyden af min egen stemme rungede i mit hoved, i lagerhallen, og gav små spasmer af smertestød ud i nervebanerne.
– Jeg er ikke sikker… Portieren tøvede, måske akkumulerede du et mægtigt lyn derude. En ordentlig satan af et zappende monsterlyn? Hvad sørensen havde du også gang i søde?
– Jeg… Jeg løb.
– Ja tak, det opdagede jeg.
– Borten. Borten øverst oppe på væggen var en film. Jo hurtigere jeg bevægede mig, jo mere naturtro var det. Hvor er vi for resten?
Det var lykkedes mig at få øjnene en anelse mere op. De vænnede sig gradvis til det grelle lys i rummet. Der var indtil flere mennesker til stede og jeg opdagede til min forbavselse, at vi befandt os i et motionscenter. Der var løbebånd, cykler, vægtstænger, bænke, kettleballs. Alt muligt. De stønnende lyde kom fra mænd og kvinder, alle i helt hvide gevandter, som oksede løs i maskinerne, med vægte og med snurrende sjippetove.
– Det… ja, jeg bar dig herover. Til direktionen.
– Direktionen?! Nu satte jeg mig helt op, trodsede smerten der skød i alle retninger og nær havde sendt mig over i bevidstløshed igen: Hvad fanden mener du med ”direktionen”? Det er jo et skide motionscenter det her?!
Jeg kunne godt selv høre de hysteriske undertoner i min stemme. Alles øjne drejede i min retning. Alle de hvidklædte svedende mennesker smilede smukt til mig, og et par stykker hev håndklæder frem, tørrede sveden af panden og kom nærmere for at se mig an. En yderst velskabt kvinde, med meget meget blå øjne, førte ordet. Hun præsenterede sig som direktør for etablissementet.
– For fitnesscenteret eller for hotellet? kunne jeg ikke dy mig for at spørge, hvilket fik hende til at smile bredere.
– Hahaha ja, det er et godt spørgsmål. Begge dele vel? Nej mest for hotellet. Det er Kim her, der leder motionscenteret. Hun gjorde en gestus mod en mand med langt blødt hår, der smilede ligeså bredt som direktøren og rakte en hånd ud for at hilse på. Da jeg greb den, trak han mig op at stå i en overraskende hurtig bevægelse og støttede mig, da mine ben eksede under vægten af min krop, så jeg ikke straks trimlede om igen.
– Man skal holde kroppen i gang, min ven, holde den opret, sagde han, mens han selv småløb på stedet. Hans stemme var mindst ligeså blød som hans gyldne hår, hvorimod hans greb havde været både myndigt og fast: Op på hesten igen, som man siger. Ellers vinder smerterne. Han lo perlende og kunstigt.
– Nå! kunne jeg bare sige, men var faktisk overraskende godt tilpas ved at stå op, begyndte endda at småløbe sammen med Kim på stedet, men tog mig så i det. Jeg havde det, som om smerterne var blevet liggende dernede på gulvet i en uordentlig bunke, mens jeg selv stod, om ikke smertefri, langtfra, så dog forholdsvis rank og klar.
– Og hvad kan vi så gøre for dig? Spurgte direktøren med de himmelblå øjne.
Det spørgsmål gjorde mig paf. Tankerne tumlede rundt i mit hoved. Min krybdyrhjerne tog ligesom ledelsen og den fandt det klogest at fake en besvimelse. Altså himlede jeg med øjnene som en spade, udstødte en høj rallende lyd og roterede på benene et par gange, før jeg lod mig synke om i Kims muskuløse arme og gjorde min krop helt slap og blød. Forsigtigt lagde han mig ned på måtten igen, og jeg fornemmede de tilstedeværendes rådvildhed. Der blev mumlet. Rådslaget.
– Kan du ikke bære hende over til hendes værelse? Spurgte direktøren så, og portieren svarede belevent bekræftende, hvorefter han så let som ingenting løftede mig op og gik af sted med mig. Sikkert ude af døren, der lukkede sig bag os med et lille klik, åbnede jeg forsigtigt øjnene på klem og spurgte:
– Hvad fanden foregik der lige der?
Den stakkels portier blev så forskrækket, at han tabte mig halvt ud af favnen. Han skældte ud, hvilket ikke klædte ham. Faktisk var det så akavet, mig hængende halvt ud af favnen på den store mand, én hånd støttende på gulvet og den anden i et fast greb om epauletten på hans uniform, der stak frem af kakivesten, og ham der skældte forskrækket ud, at jeg ikke kunne andet end grine. Dét fik til gengæld epauletten til at gå af, med en frygtelig flænsende lyd og jeg hang nu med hovedet nedad, begge hænder bagud på gulvet og portierens greb om hofterne. Han fik heldigvis også øje på det lettere komiske i situationen, og et grineflip var under opsejling, havde døren tilbage i fitnesscentret ikke gået op og Kims blødt behårede ansigt dukket frem. Jeg spillede straks død og portieren måtte på et splitsekund vælge side.
– Jeg… snublede, mumlede han og hankede op i mig, nikkede til Kim, der enten lod som ingenting, eller vitterlig ikke havde set, at jeg var vågnet, men bad portieren om at booke en tid i centeret.
– Det må du sgu ikke gøre igen, hviskede portieren, da Kim havde trukket sig tilbage og lukket døren bag sig.
– Undskyld det med epauletten!
– Nårh, den kan syes på igen. Hvorfor ville du ikke snakke med direktionen?
– Hvad mener du? Det var da for absurd?!
– Absurd? Hvad mener du med det?
– Et fitnesscenter?! Og så det spørgsmål. Hvad skulle de kunne gøre for mig?
– Det var direktionen!? Hvad skulle de ikke kunne gøre for dig?
I mellemtiden var vi åbenbart nået frem til mit værelse. Ikke ret langt fra motionscentret, og ingen statisk elektricitet var trukket op på den korte vej. Portieren låste op. Værelset var mørkt. Gardinerne trukket for. Han lagde mig forsigtigt i sengen, der var blød som en drøm.
– Jeg kigger til dig i morgen. Jeg er simpelt hen nødt til at komme tilbage til receptionen… har forsømt den alt for længe, og væk var han. Uden yderligere tanker eller handlinger faldt jeg i søvn.
Efter en lang (hvor lang?!) drømmeløs søvn, vågnede jeg ved at nogen bevægede sig i rummet. Jeg holdt vejret og lod som om jeg stadig sov, mens jeg scannede det mørklagte værelse. Dér! Der sad én i lænestolen ved vinduet. Vedkommende havde lindet lidt på gardinet og jeg kunne se en stribe af en elektrisk blå himmel gennem sprækken. Som om solen, endelig, havde besluttet sig til at stå op. Med et lille sæt gik det op for mig, hvem det var der sad i lænestolen.
– Zismund! Hvad fanden laver du her?! Jeg satte mig op i sengen.
– Godmorgen min kære. Pokker, du sov trygt og godt, smilede han sardonisk.
– Ja det kan sgu godt være, men hvad har du gang i? Du kan da ikke bare trænge ind på mit værelse, mens jeg ligger og sover!?
– Døren var jo ikke låst.
– Men den var vel lukket?
Det grinede han bare af. Han vinkede mig nærmere, mens han nikkede ned, ud ad vinduet. Nysgerrigheden fik overtaget og jeg slentrede skødesløst, for ikke at udvise alt for stor tjenstvillighed, over for at se, hvad det var, han ville vise mig. Umiddelbart kunne jeg ikke se noget særligt. Vinduet vendte ud mod noget, der nærmest kunne karakteriseres som en baggård. Den dér underligt elektriske blå himmel foroven virkede både opløftende og nedtrykkende på én og samme tid, men dér! Jeg opdagede, at man kunne se lige igennem nogle rum overfor og ud ad vinduet på den modsatte side og dér, der lå poolen og festen fra i går. Nøjagtig som den havde set ud, da jeg forlod den. Men det kunne jo ikke passe?! For snart en evighed siden var jeg passeret tilbage gennem baren, og da var alting lukket og slukket. Jeg kom i tanke om borten, der også pegede på og indikerede en eller anden form for bøvl med kronologien og tiden her på hotellet. Nu så jeg, at den fest, der havde været i gang, da jeg stak af derfra, stadig var i fuld gang. M dansede dernede. Jeg kunne ikke høre musikken, men jeg fornemmede den tydeligt via de dansendes bevægelser.
– Hvem har fortalt dig, hvad du er? Spurgte Zismund så helt umotiveret: Hvem er det, der har surret armene fast til din krop og ligesom skruet op for din stilstand?! Din inerti. Som om du ikke kan gøre, nøj – ag – tig hvad du vil? Du er fri til at gøre, nøjagtig hvad du vil. Hvad du selv ønsker. Være den du er og ikke den, du er blevet fortalt, at du er, eller tror du skal være. Vær dig selv.
Ved de sidste ord kiggede Zismund næsten helt sørgmodigt op på mig. Hans drag om munden og hans mærkelige øjne, der antog en dybere farve hvid, som knust krokant i hvid is. I det samme fik jeg, ud af øjenkrogen, øje på ham nede ved poolen. Ganske tydeligt så jeg Zismund komme slentrende ud ad fløjdørene, ud på terrassen og ud til poolen. Han lavede en bevægelse, sandsynligvis i takt til musikken, og et kort øjeblik så det ud som om han virkelig rejste sig på de satans bukkeben, som jeg havde set på borten i korridoren. Men det var kun et synsbedrag, for i næste øjeblik landede han, sluppet fri af dansens såvel som bukkens favntag. Han drejede hovedet. Fra sin position ved poolen stirrede han direkte op i øjnene på mig. Det isnede ned igennem mig, og jeg drejede mig om for at se, hvem fanden det så var, der stod ved siden af mig, kun for at opdage, at der ingen var. Jeg var alene i værelset. Febrilsk gennemsøgte jeg rummet, men der var ingen. Zismund var her ikke! Jeg flåede døren op og styrtede ud, men det var ikke korridoren jeg kom ud i. Det var en dør i bunden af en buldrende, slingrende bus. Den selvsamme bus som i første omgang havde fragtet os herud til hotellet. Oppe foran kunne jeg se chaufførens brede ryg. Jeg kunne høre ham sidde og synge med en ærefrygtindgydende baryton, vemodig og skummel som gamle fyldte arkivskabe i støvede og spøgelsesagtigt forladte kontorlandskaber. Jeg ville have ham til at standse. Standse den forbandede bus og standse med den forpulede sang. Jeg løb frem ad midtergangen, men uanset hvor meget jeg løb, kunne jeg ikke nå frem til ham. Jeg løb og løb, bussen slingrede vildt ned ad snoede bjergveje, splintrede gennem vandpytter, stendynger og faretruende tæt på afgrunde i hårnålesving, hvor chaufføren nægtede at sagtne farten.
– Hvad fanden sker der? lød en kendt stemme bag mig. Fik jeg et chok? Tror du jeg fik et chok?! Fanme ja, fik jeg da et chok, da jeg opdagede at M løb sammen med mig. Hvor helvede kom han fra? Jeg kiggede tilbage mod døren, jeg var kommet ud af, men alt hvad jeg så var de andre passagerer i bussen. Dem havde jeg ikke lagt mærke til før. De var alle i hvide kitler og jeg genkendte dem alle sammen fra motionscentret. Der sad direktøren og der Kim. De andre ansigter havde også været til stede i rummet og her sad de alle sammen og smilede, som ansigterne på et mægtigt maleri af Yue Minjun. Frossen latter i surrealistisk ridt ned ad bjerget og mig der bare løb og løb med M ved min side nu, også han løbende som en sindssyg kæltring på flugt fra øvrigheden. Som om de fandt stor morskab i endelig at se mig, at se os, spæne af sted som et par idioter med savl ud af kæften og febersyg angst i øjnene. Så, uden varsel, bremsede bussen voldsomt op. Vi bragede op i forruden ved chaufføren, der endelig vendte sig og så på os. Selvfølgelig var det Zismund, hvem ellers. Han smilede overlegent og blinkede bag sine sorte solbriller, før han med stor hvæsen og susen åbnede dørene og nærmest rystede os ud af bussen. Vi tumlede om på et fortov. Fliser, asfalteret vej, trafik. Der var fodgængere og hunde. Duer og en omkringflyvende avisside, vinden havde taget som gidsel. Dørene gled i med samme infernalske støj som før, og bussen forsvandt hurtigt ud af syne. Vi rejste os op. Vi havde det som stod vi i en glitrende sølvregn af salamanderstøv, der berusende og obskønt, styrtede sig ned over os og vaskede støvet af vores overspændte og trætte kroppe. Vaskede os rene.
Vi befandt os ved søerne. Fortumlede og ude af stand til at sætte ord på, hvad det lige var, der var sket. På en bænk sad vi og bare stirrede ud i den stillestående luft. Stirrede ud over søens blanke vand. Helt stille var der, byen var ved at vågne. Jeg sad med en følelse af renselse i kroppen. Ligesom den følelse jeg forestillede mig Esthers nabo havde, da han plirrende og klukkende trippede ud af baren, dér tilbage på hotellet. Befriet. Det var sådan, jeg havde det! Det var en følelse af befrielse, der skyllede igennem mig. Som havde jeg været vidne til noget overjordisk helligt. Noget naturstridigt. Noget der selvfølgelig ikke burde kunne ske, men som alligevel havde fundet sted. Det stod klart for mig, som vi sad, befriede, der på bænken og så solen langsomt løfte sig op over hustagene overfor, at M og jeg, at vi i virkeligheden skulle være de sidste til at dø. Og det gik i samme øjeblik op for mig, at det var sådan, det var for hvert eneste individ, at lige netop de skulle være de sidste til at dø. Til gengæld skulle vi være de første til at købe ny tid. En ny tid hvor alt hvad der var og nogensinde havde været, var blevet skiftet ud og erstattet med en ny og smukkere, en mere ren virkelighed. En virkelighed som ikke desto mindre samtidig var den samme virkelighed som før. Vi erfarede, at den samme virkelighed godt kunne opfattes og opleves på to, ja på mange, vidt forskellige måder, og vi erfarede, at det var godt sådan.
Vi var de tavse vidner! Tavse vidner der sad dér på bænken ved søen og tog verden ind. Vi så ting ske. Himlen som et gigantisk billedrør. Vi fornemmede at tiden, den skælm, kom væltende frem af evighedens skjul, at alting sank ind i sig selv og vågnede op på ny. Havde vi ikke begge to oplevet det fordømte hotel, ville vi have været endnu mere i tvivl om, hvorvidt der bare var tale om en drøm. Om det vitterlig bare var noget vi havde drømt, men vi følte os grangiveligt som et par tavse vidner, der sad og så, hvordan tingene skete og hang sammen. Ikke at vi forstod alt, men det sad som en algoritme i vores blod og i vores indvolde, som et mønster ned ad en lysfyldt vej gennem et ellers altomfattende mørke. Som havde vi gået omkring i en total og tindrende fuldkommen verden af is og kulde, hvor ting faldt til jorden uden varsel, frosne fugle og sindrigt konstruerede himmellegemer, og nu stod et sted, hvor alt var muligt. Hvor vi var sat fri til at handle og agere som vi ville. Jeg havde en helt klar og utvetydig fornemmelse af mit hjerte, der bankede og fortalte mig noget uendeligt vigtigt, som ikke desto mindre unddrog sig min forstand. Det forunderlige var, at det heller ikke var vigtigt. Det var ikke vigtigt, nøjagtig at vide hvad det var, mit hjerte ville fortælle mig. Det vigtige var, at det ville fortælle mig noget. At det bankede og var til stede som en påmindelse om at jeg var i live og ikke havde andre forpligtelser, end bare det; at vide at jeg var i live, så banalt det end måtte lyde. Længe sad vi bare der på bænken og åndede fred, før vi endelig bevægede os og gik derfra. I Folkets Park satte vi os i solen og spiste hver en kebab.
Tavse Vidner er blevet til i København K fra 2020 – 2022